Moby Dick og Co.


Midt ude i Atlanten – hvor mågerne medbringer madpakker og kragerne er en saga blot – ligger øgruppen Azorerne. Af nogen kendt fra vejrprofeternes profetier og af andre kendt som sejlerfolkets sidste stop på motorvejen til Amerika. Hvad de færreste ved, er, at de 9 øer er resterne af det Atlantis, guderne i vrede lod synke i havets dyb. Mere prosaisk indstillede vil nu nok hævde, at Azorerne, som det er tilfældet med Island, er resultatet af den amerikanske og den europæiske kontinentalplades stille men ubønhørlige vandring bort fra hverandre.


Azorerne – med aktive vulkaner, boblende svovlpytter, golde lavaformationer og tilbagevendende jordskælv – kan faktisk på mange måder sammenlignes med Island, når der lige ses bort fra det varmere klima, den frodigere vegetation, sproget, historien og ikke at forglemme de græssende køer. For på Azorerne er de allestedsnærværende islandske heste og får erstattet af køer. Er der græs, er der også en ko og dette selv på den højeste tinde.


Hvorfor så drage til Azorerne? Er det for den smukke afvekslende natur, hvor levende hegn af meterhøje hvide, blå og violette hortensia snor sig i landskabet? Er det for de gådefulde kratersøer i 1000 meters højde? Er det muligheden for at opleve alle fire årstiders vejr på kun en dag? Er det for vandreture langs kraterkanten på en forhåbentlig udslukt vulkan med pittoreske kulisser? Er det muligheden for at bestige Portugals højeste punkt – lille Pico, der knejser med sine 2351 meter? Er det muligheden for selv at plukke en ananas og nyde den i solnedgangens bombardement af gyldent lys? ........Næ nej, det er skam på grund af hvalerne – Moby Dick’erne, Michael Jackson’erne og alle deres fætre og kusiner!!!


For der er mange hvaler, hele 23 forskellige af slagsen, der enten bor eller kommer på sommervisit, og man skal være mere end ualmindelig uheldig, hvis man i juli og august ikke møder et par hvaler eller halvtreds og måske også en enkelt atlanterhavsgående havskildpadde, der lige er på krydstogt. Jeg kan fortælle, at vi i starten af juli så springende og bovridende almindelige delfiner (Delphinus delphis) – den kortnæbede af slagsen – i små, store og endnu større flokke, vi stødte på en flok rissosdelfiner (Grampus griseus), der måske bedre er kendt som delfinen, der synger i falset, er sort fra fødslen og med tiden bliver helt hvid, en flok grindehvaler (Globivephala macrorhynchus) – den kortfinnede version – hilste også på; en lille flok socialiserende kaskelotter (Physeter macrocephalus) lod sig ikke forstyrre af vores tilstedeværelse, og endelig så vi en enkelt sky næbhval – hvilken udgave vides ikke, da den fortrak skyndsomst.


Ydermere kan det oplyses, at den seriøse hvalaficionado på Azorerne ikke kun er henvist til en passiv betragtende rolle fra tilskuerpladserne. Der er så sandelig rig mulighed for at kaste sig ud i bølgen blå og indlede en pas de deux med en delfin eller måske to – men så bliver det nok en pas de trois – iført maske, snorkel og finner. Bournonville vil muligvis begå en fouetté i sin grav, men jeg kan kun anbefale det. Dog vil et par advarsler være på sin plads; man kan let i bar iver komme til at drukne en eventuel snorkelpartner, og der bør udvises særlig agtpågivenhed over for den nærsynede – muligvis halvblinde – måge, der i kampens hede tager fejl af en sild og en sild.


Et lille udpluk af turens billeder kan beskues her!