Det Indiske Ocean


Der er mange måder at møde delfiner og hvaler på, og mange målrettede ture med det og kun det formål. Man har betalt for turen, og turlederen har værsgo at fremskaffe så og så mange hvaler. Men sådan ser virkelighedens verden heldigvis ikke ud, og vil man have hvalgaranti, må man tage til Sea World og se dem i tam udgave.


Heldigvis var vores sejltur over Det Indiske Ocean ikke slået op som en hvaltur. For så var vi måske blevet en kende skuffede. Men som det nu var, føltes det absolut ikke for meget at være 32 dage på havet for at se to små spækhuggerhaler langt ude i horisonten. Faktisk var synet så ophidsende, at vi brugte resten af dagen til at kredse om emnet og danse uendelige krigsdanse på dækket af glæde over en sådan foræring på en i forvejen nærmest knibe-sig-i-armen-agtig ferie.


Når man forestiller sig sejlturen over Det Indiske Ocean eller et hvilket som helst andet ocean, er det ligesom start og mål, der er det afgørende. Derudover kan man spekulere over, hvor lang tid turen vil tage, om man får gunstige vejrforhold og god vind, og om man har temperament til at holde resten af besætningen ud i x antal dage. Man kan spekulere over, om man selv er søstærk og båden sødygtig, om man har mad nok med, og om man vil komme til at kede sig. Men ligegyldigt, hvor meget man spekulerer, vil man som nyudklækket søulk i tankerne aldrig komme i nærheden af de oplevelser, der venter en ude på det åbne hav.


Nu skal man jo ikke regne med, at en sejltur i moderne tider er ligesom de gamle vikingers færd ud i det ukendte, hvor de navigerede efter stjernerne og var prisgivet vind og vejr. I dag er selv 70 år gamle, ombyggede fiskekuttere udstyret med et antal GPS'ere, der er ligefremt proportionalt med antallet af mandlige besætningsmedlemmer, og chancen for at fare vild og ende i nye, uopdagede egne af verden er derfor minimal. Derudover har enhver båd med respekt for sig selv (og det var jo en gammel, respektabel dame) mere eller mindre splinternyt satellitudstyr, ved hjælp af hvilket man kan maile til nærmeste landstation og anmode om assistance. Skulle det glippe, har man selvfølgelig også en gammeldags radio, man kan kalde over, som rækker et antal sømil og kræver, at man ikke er alene på voverne. Og skulle uheldet endelig være ude, er der en nødsender, der udløser sig selv, når den kommer ned på et vist antal meter vand. Så chancen for at føle sig helt alene og prisgivet derude på oceanet er mindre, end den var i fordums tid.


Men alle disse hjælpemidler er alligevel ikke til fornøjelse, som man er vant til derhjemme, radioen sender ikke underholdningsprogrammer i en lind strøm, satellitforbindelsen koster 22 kroner i minuttet og er således ikke til "Hva' så?-samtaler", og nødsenderen, ja den kræver jo ligesom mere end blot almindelig gennemsnitsdanskernød i form af kedsomhed og kagetrang. Så dagene bliver lange og ensformige og domineret af vagtskifter, søvn og spisetider.


Back to nature er måske et fortærsket, men ikke desto mindre anvendeligt udtryk, for det var der, vi var banket hen. Der sad vi og stirrede ud over bølgerne, "så fjernsyn", som vi sagde, og pludselig, op fra det glitrende, solvarme, nærmest dampende hav, som et fatamorgana, steg efter mange dages vågen to spækhuggere, som befandt vi os pludselig midt i Den Blå Planet-programmet. Men til forskel fra fjernsynets urealistiske og actionkomprimerede verden vidste vi, at vores naturfjernsyn, ligesom da vi var små, kun havde en kanal og meget få programmer, og derfor havde vi rigeligt med timer til at fordøje indtrykket, diskutere det, læse om spækhuggerne fra bådens righoldige bibliotek, danse en krigsdans, genkalde os synet og prente det ind i hukommelsen. Hvilken luksus.


På andre dage så vi en hel serie eftermiddagsprogrammer med delfiner, de fulgte os, når båden havde fart til det, midnatsprogrammet bød på selvlysende grønne blæksprutter og stjernehimlen lidt nord for ækvator, og så var der et helt forbløffende naturprogram om tunfisk, flere meter lange, tunge fisk, der sprøjtede op af vandet med 70 km/h i kaskader, som var de forfulgt af … noget større. Og selvfølgelig den evindelige gyser: Fjenden i Dybet. Hvem boede dernede i det 4,5 km dybe vand, havde de tænkt sig at komme på uanmeldt besøg, og hvor stor var chancen for at miste et par besætningsmedlemmer, når vi sådan lå og snorklede rundt derude på de store dønninger? Et par gange så vi et par skygger i vandet under os, og resten lod vi fantasien om. Vi så noget, vi absolut fik til at være en haj, og noget andet meget stort og helt rundt, som flød i overfladen og måtte være en kuglefisk, men da der ikke er nogen undertekster eller causerende programledere derude, er det lidt svært at vide sig helt sikker.


Da vi nåede Golfen så vi også et bonusprogram om nogle små, gråhvide hvaler, lidt større end delfiner og i en kæmpemæssig flok, men hvilken slags meldte historien ikke noget om. Pludselig sydede vandet omkring os, de kom direkte mod båden, som lå næsten stille i den dovne middagshede, og så dykkede de under og fortsatte ufortrødent på den anden side. Ikke imponerede over en flok afsvedne danskere. Men imponerede, det var til gengæld vi. Og så var der skildpaddereklamerne ind imellem de andre programmer. Meterstore skildpadder, nogle desværre med bugen i vejret, men andre lyslevende og på vej mod kysten for at yngle på Omans strande. Betagende og helt ubeskriveligt at se de store kluntede dyr svømme yndefuldt af sted langt langt fra deres mål.


Jeg kunne godt finde på meget mere at sige om vores tur, men vil blot nøjes med at konstatere, at det var en meditativ oplevelse, som burde være enhver forundt, og at det ikke altid er antallet af hits, der gør en tur til en succes. For hver eneste lille ting, man ser, har man fået endnu en foræring, som kan sættes ind på oplevelseskontoen og tages frem på en grå og regnfuld vintermorgen og sættes i den indre video på vej til arbejde gennem en trafiktung og osende by.


Klik her - for at se billederne