Lofoten og spækhuggerne!


Højt højt oppe mod nord, i et land, de kalder Norge, men som lige så godt kunne have heddet Nangijala, nord for Polarcirklen, ligger en dyb dyb fjord, der skærer sig langt ind i det barske, forrevne landskab, og som går under navnet Vestfjorden. Man kunne også have kaldt den Orientens Perle eller Afrikas Stjerne, hvis den havde ligget et lidt andet sted, men beskedenhed har måske altid været kendetegnende for det folk, der bor på disse kanter. Firskårne mænd med hænder så store og ru som gulvklude, og koner, der er blevet langsynede af at stå og stirre ud over havet i den sidste snert af solnedgang. I omtalte fjord bor spækhuggeren, orcinus orca, hvalen med det blakkede ry, den overdimensionerede delfin i sort/hvid, Willy and sons, som vi aflagde besøg i november 2002.


Dvs. egentlig bor den der ikke, det er blot en storslået vinterresidens, hvor spækhuggeren kommer for at fylde depoterne op efter et langt og strabadserende år blandt oceangående dampere og dybhavsfisk. For hvert år i oktober/november mødes silden i fjorden for at gyde, og for de arktiske spækhuggerarter er silden udsøgt nydelse og ren delikatesse og kræver på ingen måde en Rød Aalborg for at glide ned. Ca. 500 spækhuggere finder hvert år vej til Vestfjorden, så det kræver ikke meget fantasi at forestille sig det skue, der møder den, som i disse måneder begiver sig ud på det kolde vand i fiskekutter eller gummibåd.


Fra solen stod op ved 10-tiden, og til den gik ned igen kl. 14.00, var dagene så spækket med action, lyd, lys, billeder, farver og bevægelse, så handlingsmættede og tyngede af vægten fra hvert eneste lille, smældfedt minut, at man skulle tro, de aldrig var nået op over horisonten. Men vi, der oplevede disse dage, kan bevidne, at de var som sande eksplosioner i orange og rødt, hvidt og sort, guld og grønt, sølv og blåt, blåt, blåt, som fløjl og glas, gløder og gnister, is og krystaller og en knivspids stjernestøv, og at de for af sted, så vi var både bjergtagne og åndeløse og målløse og mundlamme på en gang. Og så kom ordene:


”Ups, en havørn”, ”Se månemanden”, ”Nej, hvor er det smukt”, ”Se se se se se!”, ”Skynd dig, skynd dig”, ”Og… og… og… ”, ”Iiiiiihhhhh, en unge”, ”Nu må du ønske”, ”12 på én gang”, ”Den kredsede rundt om mig”, ”Så I den sildestime?”, ”Kun tre meter fra mig”, ”Spy-eye”, ”Fik du den?”, ”Der er de!”, ”Det her, det er bedre end sex!”, ”Jeg glemte helt at trække vejret”, ”Nu sner det”, ”Det var lissom den kiggede”, ”Wow!”, ”Jeg fik en bims sild i hovedet”, ”Vandet var fyldt med sølvskæl”, ”Det er sgu da en hvalros”, ”Hørte du de sang?”, ”Var du ikke bange?”, ”Jeg havde bare lyst til at blive dernede…”.


Heldigvis, kan man sige, at dagene kun var 4 timer, for vi var nogle, der ikke kunne holde til det hæsblæsende tempo i ret meget længere tid ad gangen…


Den norske vinternat bød på nordlys, meteorstorm, fuldmåne, sneklædte bjergtinder, Orions bælte, fyret og den fuldt oplyste færge og alt sammen i dobbelt udgave, ikke pga. købmandens six-pack til 172 NOK, men pga. det natsorte, spejlblanke hav, som blot bevægede sig en smule i lange, seje dønninger. Almost better than …!


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er koldt i Norge på den tid af året, og at det ikke bliver stort bedre af at klavre ned i en gummibåd ved daggry og blæse hen over vandet med 75 km/h i halvanden time for at nå ud til den rigtige flok. Eller af, iført tørdragt, svømmebriller og snorkel at hoppe i det 3 grader varme vand for at svømme rundt blandt 15-20 af de smilende retrodyr på størrelse med bybusser og sildestimer så langt synet rækker.


Så hvis man ikke bryder sig om at få en figur som en Teletubby og returnere med en teint, der er om muligt blegere end den, man arriverede med, så skal man nok hellere tage en tur til Mexico. Men ellers kan vi ikke se nogen som helst grund til at holde sig tilbage. Prøv det!


For at se billederne fra turen - klik lige her